Jeg har lille sendt min store, lille pige afsted i skole. Forud for afgangen havde vi en større diskussion – et skænderi om du vil. Jeg kan simpelthen bare ikke få hende til at bruge solcreme.
Jeg har prøvet med alle de fornuftige argumenter. Og også nogle af de irrationelle. Jeg har truet, tigget og bedt. Men lige lidt hjælper det. Jeg har haft hende med inde i matas for selv at vælge den hun synes bedst om – eller i det mindste kan leve med.
Jeg har prøvet at bestikke hende med løfter om alt mellem himmel og jord.
Jeg har – næsten – skreget af hende at hun kom til at dø hvis ikke hun tog solcremen på. Og ligelidt hjælper det.
Hun synes det er klamt, ulækkert, fedtet og grimt.
Hun forstår – selvfølgelig ikke hvorfor det er så vigtigt – heldigvis. Det er en voksens bekymringer at tænke på hudkræft – ikke et barns.
Men hvad stiller jeg op med mit “umulige” barn. Hvordan får jeg hende til at gøre som jeg gerne vil have?
Uden at råbe bål og brand og skærmme hende fra vid og sans.
Jeg mistede selv som ung pige min mor til brystkræft. Jeg er sikkert blevet meget mere pylremor bare på grund af det. Men jeg ER bange. Meget bange.
Jeg vil se min datter vokse op og lære hende at bruge sminke. Mascara, eye-liner, læbestift – hele balladen.
Jeg vil være der når hun danser brudevals – og hvis jeg får lov til at overvære fødslen af hendes første barn.
Jeg trækker vejret dybt og gør klar til at gå ind i kampen igen.
